The loss

Her kommer et personligt og nok også følelsesladet indlæg, så hvis man ikke er til den slags, så rul videre (-:

Efter tabet af min far, eller faktisk allerede fra dengang, hvor jeg mistede meget af kontakten til ham, er min verden ligesom vendt 180 grader. Jeg føler mig trist og mut meget oftere end før, jeg føler, at jeg har svært ved mange ting og mit forhold til min mor er ikke just blevet bedre, og det, at jeg er nødt til at være sammen med hende når hun er træls, gør det ikke bedre. Der er i det hele taget mange ting i min verden, som nærmest er ramlet sammen (eller sådan føles det i hvertfald).
Kender I de der dage, hvor man bare føler, at livet ikke er værd at kæmpe for, at der ikke er noget der giver mening, og hvorfor man overhovedet prøver? Hvis ja, så prøv at forestil jer, at have det sådan rigtig, rigtig tit.. Der skal næsten ingenting til, før at jeg kommer ned i et sort hul, og ikke rigtigt kan se vejen op igen. Jeg er heldigvis blevet en smule bedre til at se positivt på de negative ting, i stedet for bare at blive ked af det og gemme mig væk i mig selv.

Mht. min mor, er hun meget svær at finde ud af. Den ene dag er hun gavmild, beroligende, kærlig, omsorgsful og villig til at hjælpe og vejlede, hvorimod hun den næste dag kan blive vred over ingenting, få én til at få skyldfølelse over noget, som man egentlig ikke burde, og i det hele taget bare gøre livet svært. Det er ikke lige det man har brug for, de dage, hvor man i forvejen har det lidt svært.
- nu skal jeg ikke få min mor stillet i dårligt lys, for hun har selvfølgelig også været der for mig, men når jeg samligner min mor med andre mødre.... ja...

I dag har jeg en rigtig øv-dag. Den har i det hele taget bare været en dag, som man bare vil have overstået. På vej hjem fra skole gik jeg forbi min fars gravsted - det gjorde mig ked af det, for jeg savner ham fandme! Jeg savner ham altid, nogle gange er det bare nemmere at gemme det væk end andre. Jeg savner, at han mundrer mig op, jeg savner hans kram, jeg savner i det hele taget bare at have ham omkring mig... jeg bliver også rørt nu...

De positive ting er, at jeg har nogle helt fantastiske venner, som nok er dem, som holder mig mest oppe lige nu, og selvom min bror ikke siger det, så ved jeg også, at han altid vil være her for mig. Man må se positivt på tilværelsen, også selvom, at det nogle gange kan være meget svært. Den eneste man ødelægger livet for, er én selv.


Puha, det var et langt indlæg.. Jeg håber ikke at det blev for meget..
I må alle have en dejlig dag!

Fandt lige det her billede. Det er halv-gammelt, men det

er fra dengang hvor jeg stadig snakkede med min far (lidt strutmund, i know ;-) )